Min mor er død. I dag er det 15 år siden. Og i går fik jeg et brev fra Århus Kommune, med spørgsmålet om vi vil forlænge hendes gravsted eller om det skal sløjfes. Og selvfølgelig vil vi forlænge. Der er slet ikke andet på tale. Selv om jeg faktisk ikke har været der meget længe.
Det er ligesom bare slet ikke der hun er. Hun er i mine tanker og i mit hjerte. Hele tiden. Hun er stadig den jeg instinktivt har lyst til at ringe til, når jeg virkelig har noget at fortælle. Kirkegården er for de døde. Og i mine tanker er hun lyslevende. Så levende at jeg kan føle overvældende sorg når jeg mærker indeni mig, at det er hun slet ikke. Ikke spor lyslevende. Så kirkegården har jeg ikke brug for til at minde mig om, at jeg har mistet mit mest betydningsfulde menneske. Det minder alle mine daglige gøremål mig om.
Og det er pisseuretfærdigt er det. Jeg vil ha hende tilbage!
torsdag den 1. oktober 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg forstår dig. Du må ha' været meget ung, da du mistede din mor, og det er så svært og føles så uretfærdigt. Min mor døde, da jeg var 30 år, og jeg var slet ikke klar til at slippe hende. Jeg var så ked af, at mine to små børn mistede deres mormor. Ked af, at hun ikke længere var der, så jeg kunne ringe og fortælle de små nyheder om børnene. Og ikke mindst ked af, at min mor og mit mindste barn aldrig så meget som så hinanden.Det er svært at miste sin mor så alt for tidligt. Jeg kan huske, at jeg nærmest var misundelig på mine ældre søskende, fordi de havde kendt vores mor længere end jeg. Det er snart 25 år siden min mor døde, og jeg kan stadig mærke savnet, det vil nok altid være der.
SvarSletPismøglortefuck!
SvarSletØv, hvor jeg ved hvad du mener og det er SÅ unfair at savne og sørge, når man allerhelst vil dele liv!
Men selvfølgelig skal hun 'være' et sted, selvom hun er i dig.
Jeg besøger sjældent min fars gravsted, nok mest fordi jeg stadig kommer til at skælde ham ud over han forsvandt, når jeg står der...
KNUS! For det skal man have på en svær dag!
Trine
Hvorfor skal døden dog være så absolut?
SvarSletJeg har et andet forhold til kirkegården. Det er der min datter fysisk (eller så fysisk hun kan blive som død og brændt) er eller i hvert fald hende urne med aske og små knoglestykker. Kirkegården var det sted jeg tiden efter hendes død, hvor jeg fik afløb for alle mine følelser, det sted hvor jeg kunne få lov til at være mor.
Cirkeline er dog mere end stenen på jorden og urnen i jorden. Hun bliver det barn, der aldrig flytter hjemmefra og hun er altid med os. Heldigvis.
Jeg kan stadig græde over tabet af min datter, men det er samtidig kommet på afstand og så kan jeg læse et indlæg som dit, der skærer ind til marv og ben og så kan jeg tænke; bare jeg aldrig nogensinde skal miste min mor. For mødre skal jo leve evigt.
Knus og mange tanker fra mig.
Kæreste Line. Det er bare pikhamrende uretfærdigt. Alle mine tanker går til dig i dag. Kæmpe knus
SvarSlet