Bliver man slet ikke klogere?

Jeg har været på hospitalet i dag. For at besøge den yndigste lille pige og hendes mor. SÅ fin er hun. Og på trods af at jeg (tror) at jeg ved, at jeg ikke skal ha flere børn, man (jeg) skal nemlig kende sin begrænsninger, og jeg er jo netop dagligt lidt glad for at min Sveske er tæt på at gå, og måske snart siger et rigtigt ord, og hverdagen igen så småt er genkendelig, så slår alle hjerneceller fra ved synet af sådan en lille perfekt skabning, og mit instinkt tager fuldstændig over.... og jeg må bare ha sådan en lille en igen. Kan se hvordan den slags kunne gå galt. Hvis altså ikke det lige var for Svesken, der har parkeret sig selv så eftertrykkeligt imellem os i dobbeltsengen, så at det der med at lave en lille ny det ikke lige sker ved et uheld...