Jeg overhørte (og så) et skænderi i går. To voksne mennesker, af hvert sit køn, på hver sin side af vejbanen. De råbte til/af hinanden og det var ikke kønt. Det handlede om hvorvidt deres forhold skulle bestå, og om det urimelige i, at det skulle diskuteres lige der. På gaden. Foran Orlogsmuseet. Hvor de egentlig var på vej ind, kunne jeg forstå. Sammen med deres søn. Som stod helt stille og så ned i brostenene ved siden af sin råbende mor.
Pyh, får helt ondt i maven bare ved at tænke på det igen. Stakkels barn, som stod der helt alene mellem sine forældre. Jeg fik bare sådan lyst til at få dem til at opføre sig ordentligt. Men det kan man jo ikke... vel? Blande sig i andres privatliv. Heller ikke selv om det foregår ude på gaden.
Sandsynligheden for at det eneste der ville komme ud af at jeg blandede mig, var at de ville råbe af mig i stedet for hinanden, var egentlig også overhængende...
Men så ville barnet nok alligevel holde med sin far (og mor)
Og måske er det alligevel bedre?
tirsdag den 8. september 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Puha... jeg bliver så ked af det, når jeg læser dit indlæg, så ked af det på den drengs vegne. Hvad fanden er det for en opførelse. Jeg forstår det simpelt hen ikke.
SvarSletIndimellem oplever jeg også uansvarlige voksne på min vej, hvor der er børn lige midt i det hele og måske er det børnene, der får skideballen. Det er frygteligt. Jeg har også tænkt på, om man kan/skal gøre noget. Hver gang bliver jeg handlingslammet og ked af det. Hvad skal det dog til for?!
Uh, det gør ondt, når du beskriver det. Men jeg synes nu vi skal blive bedre til at blande os, særligt når det gør ondt helt ned i vores egen mave. Prøv så at tænke på barnet. Og hvis det går galt, og de råber af mig i stedet, så har du helt ret, så kan de da være fælles om at være sure på mig. Men det kan jeg selvfølgelig sagtens skrive her i cyberspace, det koster jo ikke så meget som selve handlingen...
SvarSletav av av av av av!!!!
SvarSlet