Til min arbejdsgiver, hvori jeg høfligt, sødt, loyalt, med en antydning af arbejdsiver, god vilje og humor, spørger så ærligt jeg kunne få mig selv til, om hvordan landet ligger.
Vil det være til tegnestuens fordel, hvis jeg forlænger min orlov? Det kan man jo håbe, for så kunne det jo være, at vi var så heldige, at vi kunne få det til at gå op med en institutionsplads. Eller står de og mangler mig helt vildt? For så vil jeg da gøre mit aller bedste for at finde, intet mindre end verdens bedste, private passer til mit søde barn.
Nu håber jeg bare at de/hun værdsætter ærlighed, og ligefremme spørgsmål. For ellers har jeg måske gjort mig selv en bjørnetjeneste. Og placeret mig selv aller yderst på vippen.
Måske er jeg allerede derude. På vippen. Jeg turde ikke spørge om det også. Ved heller ikke rigtigt om jeg vil kende svaret.... Selv om det på mange måder ville være praktisk at vide hvor man ligesom står.
Fik i øvrigt, lige efter jeg havde trykket send, tilbudt en passer.... Og det ved jeg helt ærligt slet ikke hvad jeg skal gøre ved lige nu...
torsdag den 10. september 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Du har gjort det du kunne med det du havde!
SvarSletSejt!
hvad fanden skal man ellers gøre? Og hvis du så pludselig har en anden situation at deale med - så gør du det!
Ingen kan handle ud over deres egen formåen - så nu smækker du lige benene op og anerkender dig selv for at have gjort hvad du kunne!
Og drik så lige en øl, hva!
Skål!
Kh Trine
Uh, sikke en svær situation. Jeg håber sgu', at de har forståelse og er fleksible som lovede.
SvarSlet