Jeg har ikke mere at gi af. Lad mig være. Blev der sagt.
Jeg orker ikke at blive revet mere i håret, eller pillet i næsen/ørene/øjnene/munden af små buttede (og nuttede) børnefingre. Jeg orker ikke at ha den lille elskling slynget om mit skinneben. Jeg orker ikke at hun vil op hele tiden, også når jeg er på toilettet! Jeg får pip, hvis ikke jeg snart for lov til at være alene hjemme. Jeg er på nippet til at lade hvem som helst passe. Og så alligevel. Det er jeg jo ikke. Og det er jo for fisan en del af problemet. For jeg har jo pevet før. En del gange. Og jeg har endnu ikke fået skaffet mig den alene-tid, jeg længes sådan efter. Men jeg ved jo, at det skal til at være, når vi tuder om kamp, Svesken og jeg, under putningen. Jeg er helt udmattet og er sgu ikke meget bevendt som omsorgsfuld mor, når jeg selv ligger og pjevser.
Men jeg snupper en tudekiks. Tager mig sammen. Og overvejer hvorfor det er så svært for mig at komme afsted. At prioritere mig selv først. Så jeg ikke kommer så langt ud, at jeg overvejer bare at liste afsted, og efterlade en lille note om, at jeg elsker dem, og kommer tilbage når jeg kan rumme mig selv igen.
ps. Jeg stoler på, at i der læser med ved, at jeg elsker de unger, også når jeg er umulig, og kommer med ukontrollerede udbrud. For jeg orker faktisk ikke putte flere ord på lige nu...
fredag den 28. august 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Aj, hvor jeg kender det! Man kan ikke bevæge sig en meter, for der hænger en baby på slæb rundt skindebenet. Og så får man totalt pip. Men man elsker dem jo alligevel. Min redning har været at manden har sendt mig i byen alene en eftermiddag, hvor jeg shopper lidt, daser på museum og går på café. Så kommer jeg tilbage som en nyt og bedre menneske når børnene er puttet om aftenen.
SvarSletHold kæft hvor jeg husker min barsel med Gustav. Husker hvordan jeg en nat stod og stampede af raseri og med snotten ud af næsen og tårerne ud af øjnene og skreg: Nu vil jeg fandeme ikke mere.
SvarSletJeg kender ALT til behovet for alenetid og faktisk også den dårlige samvittighed, der indimellem kommer snigende, når man så endelig får det hele arrangeret og hvordan man så alligevel ikke kan slappe ordentlig af.
Jeg skal snart til det igen.
Jeg håber, at du får sovet og ikke mindst snart får lidt tid til DIG!!
Hvad kan jeg sige andet end 'To sjæle een tanke'
SvarSletKære kære Line. Vi er der hvor du er allesammen når det hele kokser. Lav allerede en aftale med dig selv om hvilken dag du hopper ud i det. Onsdag i næste uge? For hold kæft mand - det er bare så vigtigt.
SvarSletOg selvfølgelig elsker du de unger helt ind i hjertet, omend endnu mere når du har været dig selv i nogle timer.
Go-go-go Line!!!!!! ;-)
Kære Line. Øv, hvor jeg kender den fornemmelse. Det tror jeg, at vi alle gør, selv om vi elsker vores børn. Du må ud for dig selv lidt - Fisteren til farfar og Svesken med manden. Uanset om den bliver den korte solotid eller den udvidede (og du ved, at jeg stemmer for badehotellet :-D), så har du fortjent det. Og man giver altså bedre til andre, når man har noget overskud at give af. Kh.
SvarSletAlene-tid er så vigtig. Jeg var der, hvor du er nu for to uger siden, og midt i tårerne fik jeg kommunikeret ud, at nu gik den ikke længere. Det var ikke nemt at tage af sted, det var ikke nemt at være af sted (øjestenen og kæresten faldt ned af trappen mens jeg var væk), men det var DEJLIGT at komme hjem. Af sted med dig, selv om det er så svært. Du kan ikke være noget for dem, før du er noget for dig selv. Gode tanker og energi til dig.
SvarSletKh
Lykke