Tid til mig

Jeg kom ud! Hurra!
Eller i hvert fald: aaaaah...
Fredag stegte jeg en hulens masse fiskefrikadeller, og var til sommerfest i børnehaven, og var derfor om muligt endnu mere blæst, træt og på-nippet-til-bims om aftenen, end jeg var, da jeg skrev forrige indlæg. Og der var jeg pænt over kanten, kan jeg roligt sige.
Lørdag blev min redning. Selvom jeg faktisk endte med at liste afsted og bare ligge en seddel på den feje måde. Inden havde jeg dog stukket en finger i jorden, og antydet at det var tid til at mor kom ud. Og Fisteren havde en aftale med fodboldfætrene, så dagen var oplagt til alenetid, -eller en slags kærestetid, kunne man pointere, men der var jeg altså ikke lige.
Jeg kunne altså se mig selv være afsted, uden at familien led overlast, hvilket jeg, med skam må indrømme, gjorde det lettere. Skam fordi, at de vel i princippet sagtens kan klare en dag uden mig, uden at lide overlast.
Men sådan er jeg så, og det er jeg måske fordi, at jeg ved, at jeg lider en del overlast, når jeg er den, der bliver ladt tilbage med de to baryler, og far skal more sig. Men det ser dog heldigvis ikke ud til at stoppe faren...

Hvad gjorde jeg så?
Jeg listede afsted mens de var ude. Og så gik jeg småtudende ind mod byen. Det føltes på det tidspunkt mere som en nødvendighed (for ikke at gøre nogen skade) end som frihed. Byen var dog ikke det rigtige, for meget larm, for mange biler, for lige-som-det-plejer-bare-uden-klapvogn-agtigt.
Så jeg snuppede en bus til Dragør. Aaah frisk luft til mor her. Og smukke omgivelser. Blæst og hav. Og 'Sildens dag' (jeg ignorerede det bare). En lille spadseretur. En lille smule shopping. En bænk ved vandet. Frokost med hvidvin. Hansen is til dessert. Tid til at lade tankerne flyve. Og en del mere opladet da jeg kom tilbage. Og jeg husker at gøre det/noget snart igen, for det var så dejligt, og ikke helt nok.
Og Manden, -altså han synes jo bare det er mærkeligt, at jeg ikke bare gør det. Lige så tit det falder mig ind.