Første gang jeg var med til Skanderborg festival, var da jeg var 16 år, det var 1990. Og det var min mor der introducerede mig til det skønne festivalliv. I 1994, det år min mor døde, og mens hun lå i koma, var min bror med for første gang. Det var ikke i en særlig festlig stemning vi var der det år, men det var et uendeligt dejligt åndehul, i de måneder, hvor vi gik rundt og ikke vidste hvordan og hvornår vi skulle leve uden vores mor. Og det blev starten på en slags tradition. Siden har vi været der alle år. Frem til 2005 som medhjælpere, det sidste år med Fisteren i maven. Og derefter, det år fisteren var baby, var jeg af sted i et par timer i regnvejr, for ligesom at mærke stemningen. Året efter var vi der igen som medhjælpere. Og jeg savnede Fisteren. Sidste år var vi der på en dagsbillet. Mig med Svesken i maven, og det var fedt!
Og i år: ingenting...
Har jeg netop besluttet. For selv om jeg kunne få en sidste-øjebliks-billet i dag, så tænker jeg at det ikke går. Svesken er for lille, hun spiser for lidt rigtig mad, jeg ammer for meget. Selvfølgelig kunne jeg introducere hende for modermælkserstatning, men det virker som meget at gøre for et døgns frihed. Udmalkning til et døgn: så skulle jeg vist være begyndt for længe siden!
Jeg ved ikke om begrundelserne holder. Jeg ville faktisk ret gerne med. Selvom musikken ikke rykker. Og min bror ikke skal med. (Han skal nemlig sidde hjemme og vente på at deres baby kommer ud!) Manden så gerne at jeg tog med, og blev luftet. Og har endda tilbudt at betale billetten. Alligevel tænker jeg: nej. (og lidt øv). Er det det rigtige valg, eller er det bare lettest at være mor-martyren?
Hvad ville du ha gjort?
torsdag den 23. juli 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kan så meget godt forstå dit dilemma. Tomato - tomato. Jeg synes selv jeg har stået i den situation mange gange og endt med at blive hjemme. Så hvad ville jeg gøre: tage afsted!! Når du tilmed har en mand, som lader til at ville tage tørnen med Svesken så er det bare ud i bøgekoven med dig ;-) Men selvfølgelig ikke hvis du kommer til at stå og tude med ammebryster og ikke kan nyde det.
SvarSletSom ex. tog vi en overnatning på SAS hotel på vores 1. års bryllupsdag, og der var Kasper kun 3 mdr. Han var delvist flaskebarn, så derfor kunne det lade sig gøre, men min SP syntes bestemt ikke det var godt. Men ovenpå en sindsyg hård graviditet og fødsels trængte vi bare til at være lidt væk, og hey, Kasper døde ikke. Tror heller ikke han fik traumer.
Jeg er også på festholdet! Med de samme forbehold som Annamette nævner, dog. Hvis man ikke kan nyde det rigtigt, kan det være det samme.
SvarSletDet der HELT børnefri selvtid lader virkelig mine batterier op og jeg er klar med masser af overskud bagefter.
Hvis du ikke kan blive hjemme uden at blive forvandlet til en martyr, så skal du da afsted! For søren!
For 6 år siden lå min far i koma i sytten dage og den kæmpe hestebrandert jeg ravede rundt i en hel weekend var virkelig en skøn virkelighedsflugt - hvor upassende den end måtte synes for udenforstående. Min chef f.eks.
Jeg kan sagtens forstå, at det ikke er med dét udgangspunkt længere,at du evt. ville tage afsted, men var det mig, var jeg nok smuttet i røjserne alligevel:)
Uha, godt det ikke er mit valg!
SvarSletTraditioner opstår jo netop fordi man har et stort behov for at holde fast i den følelse de skabe i én.
Men festival-tradition fortjener at blive delt med nogen - du og din bror har virkelig fået skabt noget unikt der, hva!
Er der ikke mulighed for at dele er der måske ikke grund til at tage med i år. Og da slet ikke hvis det skaber bekymring om ungerne derhjemme, og hvis musikken ikke lige fænger.
men men men men... jeg ved af egne dyrkøbte erfaringer at momental eskapisme er det eneste der virker når man skal holde til at være hverdagsramt.
Pyha, den er svær.
jeg holder ved. Altså ved at ikke tage afsted. Og jeg skal nok lade være at blive en martyr.
SvarSletGrundende er mange: den med amning, og den med brormand er de udslagsgivende. Jeg kunne få andet godt selskab, men det er alligevel ikke helt det samme. Næste år har de et barn på et år, og vores den lille er også et år ældre, så må det kunne lade sig gøre igen!
Jeg må istedet prøve at finde min HELT alenetid et andet sted i kortere tid. Og så igen når hun er spisende!
Thomad Dybdahl i koncerthuset måske... :-)