Det her er hårdt. Det er hårdt at ha det sådan her. Det er hårdt at skrive et (lille) indlæg om det.
Først slår vi lige fast at jeg elsker mine børn. Meget. Og det er måske det der gør det hårdt.
For er det ikke sådan at kærlighed gør ondt. Men heldigvis også sådan at kærlighed overvinder alt. Det satser jeg på.
Vi har haft feriegæster, og det har været rigtigt dejligt. Men da de tog hjem i dag, var vi også rigtigt trætte. Hvilket vel, set i bagklogskabens klare lys, var en medvirkende grund til at resten af dagen ikke gik så godt.
Manden er lige nu den eneste der ikke har grædt af træthed og udmattelse.
Fisteren var træt. Meget. Og vi havde godt set det, og derfor stillede vi også meget få krav til ham. Men dem vi stillede var alt alt for meget. Så det kammede over. Og han ville gerne sove. Så jeg tilbød at læse en historie. Og det var bare ikke godt nok. Det skulle være far. Men jeg ville virkelig gerne. Også helt egoistisk; være den der gjorde hans dag god igen. Og den der fik ham til at sove.
Det måtte jeg ikke. Jeg skulle gå. Han elsker ikke mig. Kun far. Og han var rasende, ulykkelig og lige så han rystede. Han endte med at sparke mig i maven. Og jeg gik. Ud og satte mig i stuen, og tudede. Og tænkte: jeg hader ham. Men det gør jeg ikke. jeg hader at vi skal igennem sådan nogle seancer. Jeg hader når jeg ikke kan trøste ham. Jeg hader når han får mig til at føle mig så afmægtig.
Og jeg ville ønske at en tre-årig ikke kunne få mig til at græde. Men det kan han. Og det er nok fordi at jeg elsker ham, og vil gøre det bedste jeg kan for ham. Og fordi jeg bekymrer mig om, om det jeg gør, er det bedste. Han skulle jo helst vokse op uden traumer. Om tvangsputninger. Og han skulle jo gerne vide at mor elsker ham lige så højt som far gør. Også selvom han selv foretrækker far...
Manden fortæller netop nu til sin bror i telefonen, at 'Line ville ønske at det var fisteren der skulle på koloni i 5 dage' (Mandens bror har yngste barn på koloni i disse dage), men det er ikke rigtigt. Jeg ville ønske, at jeg IKKE havde lyst til at sende ham på koloni. Og jeg ville ønske jeg var en overkudsmor.
onsdag den 22. juli 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg kan godt genkende dine følelser, og har faktisk siddet og stykket et lignende indlæg sammen her til aften, men jeg var slet ikke så modig som du og endte med at slette det igen.
SvarSletDet er sindsygt hårdt, når følelserne på den måde bliver sat i spil og når man så samtidig er trættere end hvad godt er, så vokser de følelser bare endnu større.
Men hey, news flash: Du ER en overskudsmor, for du kan skrive sådan et indlæg om det, som du lige har skrevet! Det er alstå virkelig flot i mine øjne. At du på nuværende tidspunkt er i stand til at flyve op og se det hele oppefra og have empati nok til at sætte dig i Fisterens sted og respektere de følelser han forgæves prøvede at udtrykke.
Og at du formår at sætte din finger præcis på de følelser du selv har, nemlig ikke de foreste som er had til ham og koloniønsker, men dem der ligger bagved, som igen viser, at du lige zoomer ud og kigger på dig selv også.
Så klap lige dig selv på skulderen engang. Det trænger du vist til! Du ER en fantastisk mor og det bedømmer jeg udfra de betragtninger, refleksioner og beskrivelser du kommer med her på bloggen, som i mine øjne netop er kendetegnet ved de ovenstående ting.
Stort kram herfra
AB
Hey - hvis du ikke engang i mellem ønsker dine børn hen hvor peberet gror, SÅ ville jeg først blive bekymret!
SvarSletOg en Fister der reagerer i træthed ved at vende al sin frustration mod sin mor er i virkeligheden er trygt barn, der ved at hans mor vil gribe ham og elske ham, selv når hans træthed tager magten fra ham!
Jeg har en tudepude - den er god at skrige ned i når jeg er ved at eksplodere over alt for 'trygge' børn!
Du ahr fuldstændig ret; det er ikke vores barn vi hader, men situationen og det faktum, at vi rent faktisk ikke har kontrol over tingene, fordi vi dybest set ikke magter det p.t.
SvarSletMåske var det også derfor, at det skulle være far? Fordi han kunne mærke, at du rent faktisk var træt? Sådan tror jeg ofte, at det er med Gustav... han vælger gerne den af os, der har lige det sidste overskud. Hvordan han gør det, det aner jeg ikke - men det må simpelt hen være hans medfødte intuition.
Det er så hårdt ikke at kunne rumme sit barn eller jeg tror godt, at vi kan rumme vores barn. Jeg tror det er vores egne følelser/frustrationer vi ikke kan rumme.
Jeg synes, at det er fedt, at du sætter ord på. Det er en måde at bearbejde tingene, så er det i det mindste sagt højt og vi kan placere det et sted indtil videre.
Knus og tanker
Kære Line. Sikke et dejligt og smerteligt ærligt indlæg. Sådan nogle dage har jeg også. Dage, hvor jeg bare ikke har noget at give, selv om jeg godt kan se, at børnene trænger og på trods af, man ved, hvorfor de trænger. Og det gør så ondt, så ondt at være ved det, men vi er jo ikke maskiner. Og som Trine skriver, så ville det jo også være virkelig sært og bekymrende, hvis man ALDRIG følte, at ens børn var bare en lille smule over the top. Derudover, så tror jeg, at Frederikke har fat i noget af det rigtige o forhold til det med, at børn aldrig ville flippe ud på én, der iokke stolede på, kunne håndtere det. Og noget helt andet er: Vi vil jo så gerne være have, at børnene bliver sunde, fuldendte mennesker, og det bliver de vel kun, hvis de ser, at vi voksne også kan være små og brugte og ikke-klippe-agtige? Og Fisteren er da godt på vej til at blive et fint menneske, der er tro med sine følelser, når han insisterer på at blive puttet af sin far, selv om han ved, at hans mor virkelig gerne vil. Og når han kan finde ud af at få afløb for sin udmattelse. Nu skal vi mødre bare lære at finde fred med, at vi ikke til hver en tid kan gøre jobbet præcis så godt og elegant, som vi ønsker det. Og det er skide svært faktisk.
SvarSlet1000 tak for kommentarer.
SvarSletVille ønske jeg kunne bevare roen mere i situationerne også, men trods alt meget rart at få det 'på plads' herude på bloggen istedet.
Fisteren er meget fars dreng, så meget, at jeg næsten (NÆSTEN) kun dur på udebane, hvilket er hårdt, og giver ekstra knubs til mig. Som jeg så må forsøge at takle... på en eller anden måde.
Åh hvor jeg kender det!
SvarSlet...mon der over hovedet findes mødre, som aldrig har oplevet lige præcis de følelser? Jeg bilder mig ind, at de er almene (så har jeg det også meget bedre, for så er det jo helt normalt...).
Her hos os bølger det nu lidt frem og tilbage, synes jeg. Så er der en periode, hvor det kun er far der dur. Og så er det pludselig mig, der er den eneste ene. Perioderne kan godt være lange, men det skifter. For et par måneder siden, var vores datter fars pige - helt ekstremt. Nu er hun fuldstændig hysterisk mor-fikseret, og hyler som en sælunge, hvis jeg fjerner mig mere end få meter fra hende. DET er OGSÅ til at blive sindssyg af. Frustration er vist bare en del af pakken. Men det er selvfølgelig en ringe trøst.
Mange kloge ord ovenfor, allerede: Jeg tror det er meget rigtigt, at oprøret er et sundhedstegn. Men hårdt er det.