I de fem minutter der gik, fra jeg fik en sms fra min gynækolog, om at der nu var svar på min celleprøve (den der man får tilbudt hvert tredje år, og som jeg ellers ikke havde skænket en tanke), og til jeg fik ringet og hørt svaret, nåede jeg at se forældreløse børn (mine), enkemand (min), lang hospitalindlæggelse (min) og total sørgelig afsked med alle, for mig. Sådan en lille galoperende panik. Som når Manden min kommer lige lidt senere hjem end jeg havde ventet. Og som når telefonen ringer på utilgivelige tidspunkter.
Heldigvis var det det gode svar jeg fik, alle celler normale.
Pyyyyh.... taknemmelighed i lange baner over at vi alle er sunde, raske og glade! Og en is på vej hjem fra børnehaven, kunne det også blive til :-)
onsdag den 17. juni 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hvor jeg kender det. Tog også afsked og valgte sange til min begravelse, da jeg opdagede nogle mælkeknude hævelser i brystet da jeg var 7 sekunder henne i min graviditet. Hold kæft hvor man do værdsætter det liv man har bagefter. Og fejrer med is.
SvarSletAlt det som Annamette sagde. Eller næsten. Jeg har også været celleturen igennem (endda med efterfølgende keglesnit og det hele) og dengang nåede jeg faktisk nærmest også at tage afsked med alle og begræde omverdenens tab. Det er forfærdeligt nervepirrende, det der. Især når man har børn. Det er ikke til at holde ud at tænke tanken om, at noget kunne være galt så. Tillykke med det dejlige svar :-).
SvarSlet