Om 14 timer skal jeg være alene hjemme med TO børn i 30 timer!
Børnefaderen har allernådigst fået udgangstilladelse, og forlader matriklen for at drage af sted med hans drenge (som er voksne vel at mærke!).
Det er ikke første gang, efter Sveskens fødsel, at han har haft planer om at tage på sjov med venner, med overnatning, men det er første gang at jeg har dristet mig til bakke op, og krydse fingre for at mig+unger i to dage nok skal gå godt!
Og jeg ER jo den voksne, jeg ved det godt, så selvfølgelig kommer det til at gå fint. Alligevel er jeg småskræmt ved udsigten til at skulle være på, uden afløsning, i så lang tid. For Fisteren er stadig noget så gevaldigt i trodsalder, og jeg sover stadig for lidt om natten. Og tro mig det kan være en dårlig kombi...
Sidst Manden gerne ville af sted, endte det med at han aflyste, da han så desperationen i mine øjne. Og jeg fik selvfølgelig vanvittig dårlig samvittighed, men var også usigelig lettet. Nu er der gået en måneds tid mere, og jeg kan faktisk noget bedre overskue det denne gang. Men jeg er stadig spændt, og udmattet på forhånd.
Jeg ville ønske at det at vær alene med mine to skønne unger ikke var sådan et besværligt projekt for mig. At jeg havde det overskud der skal til, for bare at få det til at glide. At jeg var sådan en mor der bare lige snuppede baby i en bæresele, smurte nogle madpakker og tog på tur. Men en hel dag (eller faktisk to næsten hele dage) hvor jeg skal få mos og grød til at gå op med havregryn, rugbrødsmadder, kiks og det løse. Og lur i vogn skal gå op med tur på legepladsen. Og en skal ha skiftet ble, og den anden huskes på toilettet. Og hele tiden står Fisteren der og siger 'sku vi ikke lege at...' Und so weiter.
Jeg skal jo også helst selv skal ha noget i skrutten, og sidde lidt ned.
Det kan altså godt gi sådan en som mig lidt sved på panden...
Og tro ikke at jeg ikke har planlagt visse spring over lave gærder... feks. skal vi ha hotdogs til aften. Lidt festlig skal det da være, og måske gider han så spise...
torsdag den 4. juni 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hvor er du modig! Jeg kan 100 % relatere til det hele, og jeg kan hånden på hjertet sige, at det med bare at nyde at hygge sig alene med begge børn ikke er noget, der ligger lige rundt om hjørnet for mig. Jeg synes faktisk, det er pisse hårdt at være en ordentlig mor for to små børn på samme tid, og det ender stort set altid med, at jeg føler mig som en total underskudsmor. Men sku' vi ik' lege, at det svære lige pludselig forsvinder, når børn er hhv. 9 måneder og 3 år, og at det hele så pludselig bliver meget, meget nemt og ekstremt hyggeligt? Det er jeg faktisk helt sikker på, at det gør. I hvert fald har du klart fat i den lange ende mht. ambitionsniveauet - det skal bare være så lavt, at man kun kan blive positivt overrasket :-D.
SvarSletDu er sej er du. Kan stadig godt få sved på overlæben ved tanken om to børn og kun mig. Det eneste der holder mig oppe er min venindes formanende ord, om at hendes drenge godt ved, at når de er alene hjemme med mor, så er der sgutte tid til ballade. De er altid meget artige, som om de godt ved at de ikke skal fucke rundt.
SvarSletMen pøj-pøj med det, det skal nok gå godt ;o)
How goes? Du er vel midt i det lige nu. Og derfor travlt optaget ;) Det går garanteret fint!
SvarSletCa tre gange om ugen er jeg alene et døgn ad gangen med ungerne. I starten, da Ozze var helt spæd, var det rent stress. For alle. Men så finder man en måde, og selvom det er lidt kedeligt i weekender, hvor begge ungerne som regel er her hele dagen, så går det fint. Det er altså heller ikke altid, vi skal alt muligt, og det er edderhylemig et projekt, når jeg skal til et eller andet tamtam bare dem og mig. Men osse dejligt at komme ud, though ;)