DEN STORE LARMEMASKINE

For 7 måneder og 17 dage siden kom vores lille Sveske til verden inde på det store Rigshospital. Og verden har ikke siden været den samme. Altså min verden, that is. Den store derude sikkert heller ikke.

Før vi fik hende, havde vi kun et barn, den skønne Fister. Og som vi har snakket (blogget?) om her, så kan det være en voldsom oplevelse at se ens lille skat pludselige blive den store. Nu hvor der er gået lidt tid, så vil jeg sige at vi alle trives i den lille familie. Men lige da hun kom ud af mig, og ind i familien, da var det var en ret voldsom oplevelse. For mig. Både far og søn virkede som om de tog det meget pænt faktisk.
Da min første blev født, synes jeg at forskellen fra at være par og gravid, til at at være far, mor og barn var overvældende stor. Det var ligesom ikke rigtig en problemstilling da Svesken kom til. Jeg kunne godt huske fra første gang, at søvnunderskud, følelser og hormoner gjorde mig noget uligevægtig i starten, men jeg havde faktisk tænkt, at denne gang var det anderledes, fordi jeg var forberedt Det var det bare ikke. Og nu var der ikke bare et barn, men to børn der skulle tages vare på. Den første grimme følelse der meldte sig var misundelse, over at far og søn kunne lege og hygge sig sammen, mens jeg bare sad og følte mig udenfor med den nye baby ved brystet. Det var SÅ svært at give slip på den store. Og det var en hæslig følelse. Men altså, kun for mig. For Fisteren han hyggede sig bare. Efter et par uger, hvor Svesken og jeg havde set hinanden an, og virkelig for alvor havde forelsket os i hinanden, kom den anden grimme overraskelse. Nemlig at jeg ind imellem følte at Fisteren var til besvær. At han forstyrrede alt det smukke og rolige og stille jeg havde med babyen, med al sin larm og ballade. Han var ikke mere min lille dreng, i stedet var han blevet til den store larmemaskine. Og også stor sådan rent bogstaveligt. Hun var så fin og lille og skrøbelig, og så kom han mosende med sit kæmpe hoved, og arme og ben alle vegne. Det var virkelig virkelig en maveknibende indsigt at få, at selv om jeg elsker ham betingelsesløst altid og forevigt, så var der nu små stunder, hvor jeg næsten ikke kunne lide ham, bare fordi han fyldte for meget i stuen. Og ikke hører efter, vel at mærke.

Heldigvis, ændrer alting sig hele tiden (og på den konto, så VED jeg jo også, at på et eller andet tidspunkt så begynder jeg at få søvn i timevis igen om natten!) og nu går det faktisk ret godt det hele. Fisteren hører stadigvæk ikke efter hver gang jeg beder ham om noget, men altså, hvad havde jeg forventet, han er jo 3½ år! Og han er ikke nogen helt lille dreng mere, han er en børnehavedreng. Og det indebærer blandt andet at han nu bander(!), afsynger fodboldslagsange og tager alene med kammerater hjem og leger. Så mon ikke han ville være blevet stor nu alligevel, også selv om han ikke havde fået en lillesøster!? Som han i øvrigt elsker, fremviser og beskytter så det er en fornøjelse at se på.