DET DER MED FØDSLER...

Jeg har født to børn, og det var to meget forskellige fødsler, men de var begge i hovedtræk gode. Og jeg føler mig meget heldig og taknemlig over det. Og jeg har al mulig omsorg og medfølelse for de kvinder der bare ikke er SÅ heldige....
Første gang havde jeg veer flere nætter i træk. Det kan man så ikke ha, har jeg læst mig til, så det må jo ha været regelmæssige plukkeveer i stedet? Men tredje nat var den god nok, og næste formiddag tog vi på hospitalet, og 6 timer senere havde jeg den vidunderligste lille baby liggende på maven. Jeg lå ned i alle timerne, og holdt den kørende på lattergas og saftevand. Ikke noget med at vandre rundt og rokke med underlivet, det var jeg simpelthen for træt til, men heller ingen fuldstændig ubærlig smerte eller frygtelige fysiske følger, det var faktisk en rigtig god oplevelse.
Som jeg tog med mig til anden gang, så jeg var rimelig fortrøstningsfuld da tiden nærmede sig, selvom jeg ikke lige havde planlagt at veerne skulle starte nede i børnehaven...
Vi valgte derfor at tage bussen hjem, og man skal i den forbindelse ikke forvente sig at folk rejste sig for en kvinde med veer!
Og derefter gik det ellers bare hurtigt; fra første ve, til vores lille pige var kommet til verden var der gået under 4 timer. Og det gjorde vanvittigt ondt. Og fostervandet var mørkemørkegrønt. Tilgengæld var jeg altså rimelig frisk bagefter.
Første gang havde vi to døgn på familiestue, anden gang var det to døgn på fire-sengs-stue!
Det mest overraskende var faktisk at de der første 14 dage var lige så overvældende anden gang som første gang. Måske er det hormonerne? Jeg var i hvert fald tyndhudet som pokker. Og kunne slet ikke bære at Fisteren var sådan en tre-årig bandit, når nu svesken bare var så lille og fin og slet ikke havde fortjent andet end ro og dæmpet lys.... Tænk at den dreng, der var mors allermest elskede lille øjesten, lige indtil for at par dage siden, pludselig havde forvandlet sig til en (stadig elsket) larmemaskine. Den var svær at sluge...
Og en af de mest tilstedeværende følelser i den første tid var dårlig samvittighed. Overfor Fisteren. Og overfor Svesken. Total ubrugelig følelse. Især iblandet den sorg jeg følte over alt det jeg pludselig ikke kunne give min første øjesten, fordi jeg havde armene fyldte med min anden øjesten.
Lykke, sorg og dårlig samvittighed i en pærevælling...