ALENETID? HVOR ER DU?

Jeg ønsker mig en halv dag, helt for mig selv. Problemet er at jeg har ønsket mig det så længe, så det føles som om der efterhånden skal 2 uger til, for at dække behovet...
Jeg elsker at være alene hjemme eller ude. At ha al tiden for mig selv. Jeg elsker det lige så højt som jeg elsker selskab, så det burde jo være fifty-fifty. Eller der burde være bare lidt alene-tid til mig hver dag.
Men sådan er det ikke... ikke engang på badeværelset er jeg alene. Der går næppe mere end et minut inden nogen kommer ind. Og det er ikke kun Fisteren, også Manden synes åbentbart man lige kan kigge forbi...
Ind imellem melder jeg mig til at handle bare for at komme lidt ud alene!
Og selvom jeg ikke rigtigt savner mit arbejde, så tænker jeg alligevel med et vist vemod på de gange hvor man lige var nede at hente en kop kaffe hos Estate. Tænk sig; der kunne være kø, og man kunne stå der ude i verden med god samvittighed, ingen ved rigtigt hvor man er, og der er udsigt til søerne!! For slet ikke at tale om en tur på posthuset! Eller det mest fantastiske; at tage sin frokost med ind til pantomimeteateret i tivoli og se en prøve. Midt i arbejdstiden, og helt uden mobiltelefon!
Jeg savner også kærestetid.... men den var jeg i forvejen ikke så forvent med, så jeg gik og regnede med den. Jeg mener: vi var hurtige fra kærster til forældre, faktisk tog vi på ferie sammen som vores anden date! Og derfra gik det ligesom bare slag i slag!
Måske er det derfor at jeg savner alenetid så meget; fordi omvæltningen fra singel til mor var alt for pludselig.
Måske er det bare fordi den ikke er der?